Tang indeholder store mængder af kalium, et mineral, som medvirker til at balancere kosten i forhold til natrium, som vi nemt kan få for meget af via salt (=natriumchlorid). Tang, især sukkertang indeholder en del jod, som vi skal have noget af, men heller ikke for meget. Der er nok jod i 3 g tørret sukkertang til en person i en uge. 3 g tørret tang svarer til 30 g frisk. Jodindholdet i tang kan svinge meget. Tang opbevares normalt i tørret form, og så længe den holdes i en lufttæt indpakning, bevares jodindholdet. Med tilgang til luft, især fugtig luft, kan tangen hurtigt miste op til halvdelen af sit oprindelige indhold af jod (Ole G. Mouritsen,  2010). Derudover indeholder tang kostfibre og antioxidanter, og er dermed både gavnligt for fordøjelsen og for den generelle sundhed.

Tang har desuden smagsforstærkende virkning (som det 3. krydderi) i maden, og giver både umami- og salt smag i maden. Tang indeholder nemlig aminosyren glutaminsyre, som giver umami smag. Hvis man kommer tang i sin mad, kommer den til at smage meget mere af det, som i forvejen er i maden, og den kommer til at virke mere mættende. Tang kan fremhæve både salt og sød smag, og således bruges i alle retter, ikke kun fiskeretter, men er selvfølgelig oplagt til fisk. Og i is (f.eks. Skarø-is), fungerer den både som smagsforstærker og stabilisator. Tang er meget let at bruge i det daglige køkken, – du kan få inspiration på vores side med opskrifter.

 

Litteratur:

Ole G. Mouritsen (2010). Tang. Grøntsager fra havet. Nyt Nordisk Forlag.